Spring til indhold

Samuelsen: Rusland må stå til ansvar for nedskydningen af Malaysian Airlines MH17

Malaysian Airlines fly MH17 blev skudt ned over det østlige Ukraine den 17. juli 2014. 298 personer mistede livet, herunder næsten 200 nederlandske statsborgere. Et uafhængigt efterforskningshold (Joint Investigative Team) har siden arbejdet på at fastlægge, hvad der skete, og hvem der var ansvarlige for nedskydningen. Efterforskningsholdet oplyste den 24. maj 2018, at det nu står klart, at det missil, som blev anvendt til nedskydningen, tilhørte den russiske 53. antiluftskytsbrigade. Nederlandene og Australien har erklæret, at de på den baggrund vil holde Rusland ansvarlig i henhold til folkeretten.

Anders Samuelsen siger:
”Det er helt afgørende, at vi utvetydigt får klarlagt ansvaret for nedskydningen af MH17. Det skylder vi ofrene og deres familier. Joint Investigative Team har udført deres arbejde professionelt, upartisk og uafhængigt. Gruppen har nu konkluderet, at det missil, der ramte MH17, tilhørte den russiske hær. Nederlandene og Australien har derfor krævet, at Rusland vedstår sig sit ansvar for nedskydningen og gennem samarbejde bidrager til, at de skyldige bliver straffet. Det er et krav jeg til fulde støtter.”

For yderligere information kontakt Presserådgiver Anne Ege 41 53 25 26