Spring til indhold

Landefakta

Du kan nedenfor danne dig et hurtigt overblik over det irske samfund og læse mere uddybende beskrivelser af forskellige aspekter ved Irland ved at klikke dig ind på emnerne under tabellen.

Geografi
Hovedstad Dublin (1,2 mio. indbyggere)
Areal 70.284 km2
Indbyggertal 4,7 mio. indbyggere (2016)
Befolkning Overvejende af keltisk oprindelse
Sprog Irsk (gælisk) og engelsk er landets to officielle sprog. Engelsk er dog mest udbredt.
Religion 84,2 % romersk-katolsk, 3 % protestantisk
Økonomi
Valuta Euro
BNP pr. capita €48.570 i 2015
Vækst i BNP 26,3 % i 2015 og 4,2 % i 2016
Arbejdsløshed 8,3 % (oktober 2016)
Regering
Statsoverhoved Præsident Michael D. Higgins
Regering Mindretalsregering foranlediget af Fine Gael samt Uafhængige medlemmer
Statsminister (Taoiseach) Leo Varadkar (Fine Gael)
Information om Irland
Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Historie og geografi

Irland har en relativ ung befolkning, hvoraf ca. 33 % er under 25 år (EU gns. er på 28 %) og ca. 65 % er i den erhvervsaktive alder (15-64 år). De største byer er Dublin (ca. 1,2 mio. indbyggere – hvoraf ca. 500.000 i Dublin City), Cork (120.000 indbyggere), Galway (knap 75.000), Limerick (ca. 52.000) og Waterford (ca. 45.000).

Hverdagssproget er engelsk, men irsk (en gren af gælisk) er ifølge forfatningen det officielle førstesprog. Irsk er obligatorisk i skolen, og ca. 1,7 mio. har et grundlæggende kendskab til sproget – det er dog kun omkring 82.200, som taler det dagligt. 84,2 % af befolkningen tilhører den romersk-katolske kirke, men kirkens indflydelse på det irske samfund er faldet betydeligt i de senere år.

De ældste spor af mennesker i Irland er ca. 8.000 år gamle. Siden har folkevandringer – af keltere, vikinger, normannere og briter – bidraget til at befolke øen. Normannernes ankomst i anden halvdel af det 12. århundrede indledte det britiske overherredømme i Irland, der kom til at vare ved de følgende 700-800 år. Irland opnåede, efter en toårig uafhængighedskrig fra 1919-21, endelig sin uafhængighed i 1922. Krigen resulterede i etableringen af den irske fristat ved den anglo-irske traktat i januar 1922, og indebar en deling af den irske ø i de 26 grevskaber, som i dag udgør republikken Irland, og de 6 grevskaber i provinsen Ulster, der i dag udgør den britiske provins Nordirland.

I midten af 1800-tallet blev Irland ramt af stor hungersnød, den såkaldte ’The Great Famine’. I årene 1845-1852 reduceredes befolkningstallet (for hele øen) fra ca. 8 mio. til 5 mio., hvor 3 mio. irere altså enten døde af sult eller emigrerede til især Nordamerika og Storbritannien. Denne bølge af emigration er i varierende grad fortsat lige siden. Befolkningstallet i 1961 var således nede på historisk lave 2,8 mio., og det var først i 1990'erne, at Irland atter oplevede nettoindvandring. Siden 1996 er befolkningstallet steget fra 3,6 mio. til 4,6 mio. i 2015. I løbet af den økonomiske krise i 2008-2013 begyndte irerne igen at emigrere. Foretrukne destinationer udover USA og Storbritannien er Australien, Canada og New Zealand.

Økonomi

Irsk økonomi og samfund har de seneste to årtier gennemgået en voldsom udvikling. Fra midten af 1990'erne og frem til 2007 har landet oplevet en vækstperiode, hvis omfang bedst kan sammenlignes med udviklingen i de boomende tigerøkonomier i Asien, og derfor fik tilnavnet 'Den Keltiske Tiger'.  Da verdensøkonomien og boligboblen bristede i 2007, fik det alvorlige konsekvenser for den irske økonomi. I løbet af 2010 stod det klart, at den irske økonomi var på grænsen til kollaps og i november 2010 fik Irland en tre-årig lånepakke fra EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond på 85 mia. euro. Danmark har via bilaterale lån finansieret 0,4 mia. euro af låneaftalen. I forlængelse af lånepakken har den irske regering gennemført et hårdt genopretningsprogram bl.a. bestående af omfattende reformer i den offentlige sektor og har siden 2008 er der gennemført budgetforbedringer i Irland for mere end 31 mia. euro. I december 2013 trådte Irland formelt ud af låneprogrammet og genvandt herved sin økonomiske suverænitet. 

På trods af, at irerne fortsat står over for store økonomiske udfordringer, er økonomien dog i bedring, og Irland placerer sig i gruppen af hurtigst voksende økonomier i Europa. Den irske økonomi oplevede uventede positive væksttal for 2014, heriblandt en vækst i BNP på 4,8 % samt en stigning i eksportvolumen på 7 % i 2. kvartal af 2014. Derfor kunne regeringen med budgettet for 2015 for første gang siden 2008 meddele, at der ikke ville indføres skattestigninger eller yderligere offentlige nedskæringer for 2015, for at nå EU’s krav om et budgetunderskud på 2,9 %. Den økonomiske genopretningsproces fortsatte i 2015 med endnu højere vækstrater på 7,8 %. Reviderede tal viser endda en vækstrate for 2015 på 26,3 %. Ligeledes er vækstraten for 2016 høj, med 4,2 %.

Et vedvarende lyspunkt i den irske økonomi er eksportsektoren, der fortsat har klaret sig godt trods den generelle afmatning i verdensøkonomien. Samtidig er forbrugertilliden den højeste siden 2006, indtægter fra indkomstskatterne og moms er stigende og arbejdsløsheden faldende. Irland har fortsat et godt erhvervsklima, og en række multinationale selskaber som blandt andet Google, Apple og IBM har deres europæiske hovedkontorer i Irland, og udvider fortsat deres aktiviteter.

Der er gode kommercielle relationer mellem Irland og Danmark. Irland var Danmarks 24. største eksportmarked i 2015. Eksporten toppede i 2007, hvor irerne aftog danske varer for 8,5 mia. kroner, men tallet er sidenhen skrumpet i kølvandet på Irlands økonomiske afmatning. I 2015 eksporterede Danmark dog samlet set for 8,8 mia. kroner varer og tjenesteydelser til Irland, hvilket viser, at man har overstået finanskrisen mhp. samhandlen. Den vigtigste eksportvaregruppe i 2015 var medicinske og farmaceutiske produkter, og der sås desuden en stor stigning i vareeksport af transportmidler. Den danske import fra Irland beløb sig i 2015 til 14 mia. kroner. Danmark importerer primært medicinske og farmaceutiske produkter samt tjenesteydelser fra Irland.

Det politiske system

Den irske forfatning er fra 1937, og Irland er en demokratisk styret republik. Landets officielle navn er ”Ireland” og ikke, som mange ellers tror, ”Republic of Ireland”. Landets irske navn er ”Eire”, men det bruges primært i forbindelse med officielle, irsk-sprogede arrangementer.

Landets formelle statsoverhoved er præsidenten, der vælges for en 7-årig periode ved direkte valg. Præsidenten kan genvælges én gang. Den irske præsident har beføjelser svarende til en konstitutionel monark, som vi kender det fra Danmark, men spiller dog i nogle henseender en lidt større rolle i den politiske sfære. Ved det seneste irske præsidentvalg i november 2011 blev den 70-årige Labour-veteran Michael D. Higgins valgt som Irlands 9. præsident. Higgins er professor i sociologi, digter og tidligere kulturminister.

Det irske parlament hedder Oireachtas og består af to kamre, hhv. Dáil Éireann, som er underhuset, der består af 166 folkevalgte medlemmer, og Seanad (senatet), der er overhuset, bestående af 60 medlemmer, som udpeges på forskellig vis.

Dáil Éireann er det mest magtfulde af de to kamre og den egentlige lovgivende magt i Irland. Medlemmerne vælges i 41 valgkredse gennem ’personaliseret forholdstalsvalg’, der på engelsk benævnes ’the single transferable vote’.

Seanad er alene et rådgivende organ og har ingen vetoret for så vidt angår lovgivning. Seanad kan dog udsætte lovforslag i op til 90 dage efter forslagets vedtagelse i Dáil Éireann og komme med ændringsforslag. Dáil Éireann er ikke forpligtet til at inddrage senatets anbefalinger. Taoiseach, den irske statsminister, udpeger 11 af senatets 60 medlemmer. Af de resterende medlemmer vælges 43 blandt repræsentanter for forskellige faglige og kulturelle interesseorganisationer, og 6 vælges af universiteterne. Senatet har længe været genstand for kritik i den irske offentlighed, idet mange mener, at det er et overflødigt og omkostningsfuldt organ. Men ved folkeafstemning den 4. oktober 2013 stemte et flertal af irerne imod et forslag fra regeringen om at nedlægge senatet (51,7 % stemte nej og 48,3 % stemte ja). Regeringen arbejder nu i stedet for at reformere senatet.

Den udøvende magt ligger hos regeringen, der i henhold til forfatningen maksimalt må bestå af 15 kabinetsministre med Taoiseach som regeringschef. Den irske statsform er baseret på positiv parlamentarisme, og regeringen skal derfor have flertal i parlamentet. Regeringsapparatet er stærkt centraliseret, og Irland styres derfor hovedsagligt fra Dublin. Den dømmende magt ligger hos de irske domstole, der er politisk uafhængige. Retssystemet er bygget op efter britisk forbillede (Common Law-systemet), hvor retsudviklingen i høj grad foregår hos domstolene

Indenrigspolitik

70 dage efter parlamentsvalget d. 26. februar 2016 fik Irland en ny mindretalsregering bestående af Fine Gael med støtte fra flere uafhængige medlemmer. Enda Kenny (Fine Gael) blev genvalgt som Taoiseach (premiereminister). Det var et kompliceret valgresultat med flere overraskelser, og viste endvidere en klar fortsættelse af det politiske opbrud, som blev tydeligt ved jordskredsvalget i 2011. Dette var også grunden til, at regeringsdannelsen trak i langdrag, og således blev den længste regeringsdannelse i irsk historie. Den udgående regering bestående af Fine Gael og Labour fik ikke den belønning, som de havde håbet på, for genopretning af økonomien. Labour fik et katastrofalt valg, og gik således fra 37 mandater ved valget i 2011 til blot 7 ved valget i 2016. Partileder Joan Burton, og tidligere Tánaiste (vice-premiereminister) kom til at betale for det ringe resultat og trak sig efterfølgende som formand efter 2 år på posten, og som partiets første kvindelige formand. Det var særligt det venstreorienterede parti Sinn Féin, som tog stemmer fra Labour. Sinn Fein fortsatte sin fremgang fra valget i 2011 og blev således ved valget i 2016 det 3. største parti med 23 mandater. Fremgangen skyldes bl.a. især, at partiet er lykkedes med at re-brande sin profil ,og neddæmpe den nationalistiske tone til fordel for at være mere arbejder-orienteret.

Et andet interessant aspekt ved valget, var den fortsatte opbakning til de uafhængige kandidater og mindre partier, som har resulteret i et fragmenteret irsk parlament. De uafhængige kandidater opnåede således 23 mandater, en fremgang på 9 mandater fra 2011-valget, og ligeledes var der betydelig fremgang til de mindre partier og alliancer. De to traditionelt regeringsbærende partier Fianna Fail og Fine Gael kunne således tilsammen kun mønstre ca. 50 % af stemmerne. Dermed var der ikke grundlag for en flertalsregering, og samtidig blev en mulig koalitionsregering mellem Fianna Fail og Fine Gael besværliggjort af historiske stridigheder. Dette til trods for at begge er borgerlige partier med mange ideologiske ligheder. Lige siden den anglo-irske traktats indgåelse i 1921, har Fianna Fail og Fine Gael stået i hver deres lejr. Fianna Fail blev grundlagt som modstander af traktatens indgåelse, mens Fine Gael tilsvarende var for traktatens indgåelse. Begge partier har således loyale vælgere som i generationer har kæmpet mod modparten, hvorfor en koalitionsregering hidtil har været utænkelig.

 

Grundet mandatfordelingen er Fianna Fail’s støtte dog implicit nødvendig for opretholdelsen af mindretalsregeringen, hvorfor de to partier forud for regeringsdannelsen indgik en historisk aftale. Aftalen indebærer Fianna Fail’s støtte til mindretalsregeringen minimum de 3 næste finanslove frem til 2018. Endvidere indebar aftalen, at Fianna Fail afstod fra at stemme ved valget af Taoiseach (premiereminister) således at udgående Taoiseach Enda Kenny kunne blive genvalgt uden parlamentarisk flertal. Centralt for aftalen er desuden en midlertidig suspendering af den omstridte vandafgift, som blev indført I 2015 af Fine Gael og Labour-regeringen.

 

Ovenstående aftale dannede endvidere baggrund for regeringsprogrammet mellem Fine Gael og de uafhængige medlemmer, som efterfølgende blev forhandlet på plads. Således står Irland nu i en ny og uvant parlamentarisk situation med en mindretalsregering, som skal kæmpe ekstra meget for at få opbakning til sin politik i parlamentet.

 

Ved valget i 2016 lå valgdeltagelsen på 65,2 %., som således er faldet siden valget I 2011. I 2011 lå valgdeltagelsen på 70,1 %, hvilket var den højeste valgdeltagelse siden 1987. Antallet af kvinder i parlamentet steg med 40 %, og 35 ud af 158 medlemmer er derfor nu kvinder. Dette skyldes et krav til partierne om at mindst 30 % af de opstillede kandidater skulle være kvinder, ellers ville partistøtten blive skåret.

 

Regeringens altoverskyggende hovedopgave er at bibeholde den økonomiske fremgang.  I perioden fra november 2010 til december 2013 havde den daværende regering begrænset råderum til selv at fastsætte kursen for den økonomiske genopretning som følge af de betingelser, der var knyttet til den lånepakke, som Irland modtog fra IMF/ECB/EU i november 2010. Irland har i høj grad opfyldt lånepakkens betingelser og kunne den 15. december 2013 officielt udtræde af programmet. For den irske regering udestår dog fortsat en del arbejde med at få økonomien tilbage i god gænge. Få dage efter Irland var trådt ud af låneprogrammet, fremlagde den daværende regering en en ny vækststrategi for perioden 2014-2020. Centrale målsætninger i strategien var at nedbringe arbejdsløsheden markant, at eliminere landets budgetunderskud inden udgangen af 2018, at nedbringe statens gæld med en fjerdedel inden 2020 samt at videreudvikle Irlands eksportpotentiale.

 

Regeringen træder ind i en økonomisk opgangsperiode, men udfordringen er nu, at udbrede denne til især yderområderne samt at gøre op for mange års underinvestering. Yderområderne er således også et prioriteret fokusområde i regeringsprogrammet. Også sundhedssystemet trænger stærkt til en optimering, og området er derfor blevet styrket med 4 juniorministre (Ministers of State) ved siden af Sundhedsminister Simon Harris. Ligeledes har boligkrisen nået et kritisk punkt, og mange står således uden bolig, som også skal adresseres.  

Udenrigspolitik

I maj 2016 blev Charles Flanagan fra partiet Fine Gael genudnævnt som Irlands udenrigsminister. Irland har derudover en række juniorministre, der dækker de udenrigspolitiske områder bl.a. Juniorminister for diasporaen, Joe McHugh (Fine Gael) samt Juniorminister for Europapolitik og databeskyttelse, Dara Murphy (Fine Gael).

Irland blev sammen med Danmark og Storbritannien medlem af EF i 1973. Medlemskabet har haft stor indflydelse på udviklingen af det irske samfund, bl.a. på grund af finansielle tilskud fra EU’s strukturfonde og landbrugsstøtten, samt EU's rolle i fredsprocessen mellem Irland og Nordirland, hvor EU har fremmet både økonomisk og politisk integration. Gentagne EURO-barometer-undersøgelser viser, at et betydeligt flertal af irerne overordnet set mener, at EU-medlemskabet er gavnligt for Irland. Bl.a. viste afstemningen om Finanspagten i maj 2012 en komfortabel sejr til ja-siden (60,4 %). Irland har dog en række forbehold i EU, herunder et retsforbehold, der i modsætning til Danmarks retsforbehold er en tilvalgsordning. På grund af Irlands (eneste) landgrænse med Storbritannien, deltager Irland i Schengen-aftalen, men indgår i stedet i Common Travel Area med UK.

Irland har fastholdt militær neutralitet siden 1939, og er således ikke medlem af NATO, men har i mange år deltaget i fredsbevarende FN-missioner. Det er generelt kendetegnende for Irland, at FN-samarbejdet prioriteres højt. Desuden tillægges landets rolle på den udviklingspolitiske scene stor vægt. Her fokusereres der især på fattigdomsbekæmpelse, bekæmpelse af HIV/AIDS samt ligestillingsspørgsmål.

Irlands udviklingsbistand har på grund af den økonomiske krise været faldende og er siden 2008, hvor udviklingsbistanden var på sit højeste (0,59% af BNI) blevet skåret med 30%, således at den i 2015 udgjorde alene 0,35% af BNI. Den irske regerings erklærede mål er dog at nå op på 0,7 % af BNI på linje med FN's målsætning for udviklingsbistanden. Ca. 42 % af Irlands udviklingsbistand går til landene i Afrika. Den irske udviklingssamarbejde er fokuseret om fødevaresikkerhed og hungersnødsbekæmpelse i de fattigste lande. Irland har spillet en særlig rolle som co-facilitator for de mellemstatslige forhandlinger i New York om udviklingsdagsordenen post-2015, der har ledt frem til vedtagelse af det nye sæt udviklings- og bæredygtighedsmål.

Konflikten i Nordirland er et af Irlands vanskeligste udenrigspolitiske anliggender. Især indenfor de seneste 15 år er der sket fremskridt i fredsprocessen i Nordirland, hvor Irland og Storbritannien har samarbejdet om at standse den voldsspiral, der har præget Nordirland siden slutningen af 1960erne. I 1998 blev Langfredagsaftalen vedtaget. Aftalen indebærer, at Irland anerkender Nordirland som en del af Storbritannien, som til gengæld accepterer, at Nordirland kan løsrive sig fra Storbritannien, hvis der findes flertal i befolkningen herfor. Nordirland fik desuden sin egen parlamentariske forsamling, der samarbejder med det irske parlament på en lang række områder.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind