Gå til indhold

Nye pasregler 2012

Danmark indførte biometriske pas fra den 1. januar 2012.

Fra 1. januar 2012 blev der færre steder i udlandet, hvor du kan få udstedt dansk pas. Det er således ikke længere muligt for de danske konsulater i Irland at modtage ansøgninger om pas for voksne og for børn mellem 12 og 18 år. Dette grundet, at der for børn over 12 år stilles krav om fingeraftryk. 

Dvs. at pasansøgninger alene kan indgives ved ambassaden i Dublin, bortset fra ansøgninger for børn under 12 år, som kan indgives på de danske konsulater i Irland.

Fra 1. januar 2012 skal nye danske pas indeholde digitale fotos, fingeraftryk og underskrift. Dermed skabes der større sikkerhed for, at passet ikke kan forfalskes eller misbruges. I forvejen rummer de danske pas et digitalt fotografi af indehaveren. Dit nuværende pas er stadig gyldigt indtil udløbsdatoen.

Beslutningen om indførelse af fingeraftryk i pas er en central beslutning i EU som led i bekæmpelsen af terrorisme, menneskehandel, menneskesmugling, ulovlig indvandring og anden grænseoverskridende kriminalitet. Med de nye biometriske pas sikres danske statsborgere også muligheden for fortsat at kunne rejse til lande, der på sigt vil kræve den type pas ved indrejse.

Med indførslen af de nye pas er du bedre sikret mod, at uvedkommende stjæler din identitet og udgiver sig for dig, og mod, at dit pas forfalskes.

De nye pas kræver særligt udstyr til optagelse af fotos, fingeraftryk og underskrift. Ansøgningerne modtages og behandles af særligt bemyndigede medarbejdere, der vil få adgang til visse oplysninger i det centrale personregister, CPR.

Hvad kan jeg få ordnet på de danske konsulater i Irland fra 1. januar 2012?

De danske konsulater kan siden den 1. januar 2012 stadigvæk forlænge pas og udstede nødpas (provisoriske pas).

En betingelse for forlængelse af et udløbet pas er, at det ikke er udløbet for mere end tre måneder siden. Et pas kan kun forlænges én gang og for max. 12 måneder. Det anbefales, at du sikrer dig, at rejsemålets myndigheder godkender forlængede pas. Forlængede pas kan fx ikke anvendes ved indrejse uden visum til USA.

Et nødpas (provisorisk pas) udstedes kun med gyldighed for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed og eventuelle regler i de lande, der gennemrejses, og ikke for mere end 12 måneder. Et provisorisk pas skal afleveres til politiet eller en dansk repræsentation efter benyttelsen. Rejse på et provisorisk pas kan evt. give problemer i forhold til udenlandske grænsekontrolmyndigheder. Det anbefales, at ansøgeren sikrer sig, at rejsemålets og transitlandes myndigheder godkender provisoriske pas.

Kan jeg få et nyt pas under min ferie i Danmark?

Ja. Der er allerede i dag mulighed for - og det er billigere - at få udstedt pas hos en kommune i Danmark. Alle danske statsborgere kan få udstedt et pas ved henvendelse til Borgerservice i en hvilken som helst kommune, man behøver ikke at være bosiddende i kommunen. Find den ønskede kommune og ring på forhånd for åbningstider, tidsbestilling mv. og oplys, at du er bosiddende i udlandet. Ekspeditionstiden er 10-14 dage for et almindeligt pas. Mod en ekstraudgift kan kommunen udstede et eksprespas hurtigere end 10-14 dage.

Udenrigsministeriet anbefaler at få bestilt pas under ophold i Danmark i så god tid, at man kan få det udleveret, mens man stadigvæk befinder sig i Danmark. Det er muligt at træffe aftale med kommunen om, at det nye pas sendes til ambassaden i Dublin, hvor det efterfølgende kan afhentes, og det gamle pas annulleres. Ambassaden opkræver et ekstra gebyr på €25 for denne service.

Hvordan er afhentningsreglerne for pas med indførslen af de nye pasregler fra 2012?

Der kan træffes aftale med ambassaden om, at det nye pas sendes anbefalet til din irske adresse, men du skal være opmærksom på, at det gamle pas skal afleveres til annullering, før det nye kan udleveres. Når det gamle pas er annulleret, kan du få det udleveret, hvis du ønsker det.

Skal jeg medbringe billeder til passet?

Nej. Ambassaden bliver med det nye udstyr i stand til at tage billeder til passet. Ved ansøgning om almindeligt dansk pas skal ansøger derfor ikke længere medbringe to fotos. Til provisorisk pas (nødpas) skal to fotos dog fortsat medbringes.

Børn: Det anbefales at medbringe et nyt billede af små børn under 3 år, som opfylder politiets krav til pasfoto. 2 bileder af børn under 12 år skal medbringes til de danske konsulater, hvis der ansøges om pas der.

Kan jeg få et biometrisk pas hvis min finger er skadet?

Ja, men det afhænger af skadens omfang. Ifølge lovgivningen skal der altid biometri i et biometrisk pas. Det betyder, at man kun kan få et provisorisk pas, hvis man eksempelvis har plaster, bandage, gips på hele hånden. Hvis det derimod kun drejer sig om en enkelt finger, er det stadigvæk muligt at få et pas. I så fald tages fingeraftryk af en anden finger end pegefingeren.

Skal børn også afgive fingeraftryk?

Nej. Der tages ikke fingeraftryk af børn under 12 år, men de skal møde personligt op på ambassaden for at søge om pas. Derfor er det pr. 15. juni 2012 igen muligt at søge om pas på de danske konsulater til børn under 12 år.

Kan jeg få mit barn indskrevet i passet?

Nej. Siden 1. oktober 2004 har børn, også nyfødte og unavngivne, skullet have deres eget pas. Det kan evt. udstedes af repræsentationen som et midlertidigt (provisorisk) pas, hvis der er akut behov for et pas. Se mere ovenfor om provisoriske pas.

Siden den 26.06.2012 kan et barn ikke længere rejse på forældres pas.