Gå til indhold

Sektorer i fokus

Medicinal- og farmaceutindustrien er det primære omdrejningspunkt i samhandlen mellem Danmark og Irland. Der er imidlertid også en stærkt stigende efterspørgsel på danske løsninger inden for særligt energi og miljø samt ICT. Nedenfor kan du få et kort overblik over disse sektorer samt finde links til mere dybdegående sektoranalyser.

Vedvarende energi, forsyning og grøn teknologi

Irland har nogle af verdens bedste vedvarende energiressourcer (vind, vand og biomasse). Derudover har Irland et stort potentiale og ønske om at udvikle en industri inden for vedvarende energi. Regeringen lancerede i 2015 en ambitiøs energiplan med målet om at reducere Irlands CO2-udledninger med 85 - 90 % inden 2050. Endvidere kigger irerne særligt mod Danmark og danske erfaringer, hvorfor danske virksomheder med ekspertise inden for energieffektivitet og vedvarende energi har gode muligheder.

Du kan også læse mere om Irlands energi- og forsyningspolitikker på Kommunikation- Klima- og Miljøministeriets hjemmeside. Yderligere information kan desuden findes hos The Environmental Protection Agency Ireland, Sustainable Energy Authority of Ireland og Irish Water.

Information, kommunikation og teknologi (ICT)

Irland har stor tilstedeværelse af internationale ICT-virksomheder og fordelagtige rammer med lav selskabsskat, ung og talentfuld arbejdskraft og gode støttemuligheder til start-ups. Man har formået at placere sig selv som et europæisk centrum for IT og teknologi (ICT), hvorfor Irland er anerkendt som Europas 'Heart of Tech'. Mange globale ICT-firmaer har valgt at placere en stor del af deres europæiske aktivitet i landet, og sektoren tegner sig som en af de største på øen – både i form af import, eksport og antal beskæftigede. Fra regeringens side er der især fokus på digitalisering af det offentlige, samt FinTech-sektoren.

Der er muligheder for danske virksomheder, som kan tilbyde erfaringer eller effektive, innovative eller økonomiske løsninger inden for offentlig digitalisering og finansiel teknologi.

Klar til at udforske det irske marked?

Den danske ambassade i Dublin kan hjælpe danske virksomheder med at etablere sig og udvikle salg i Irland. Vi kan bl.a. tilbyde:

  • Information om og introduktion til det irske marked, herunder assistance til belysning af konkurrencesituation og markedsforhold
  • Salgspotentialer, herunder afsætningsmuligheder og salgskanaler
  • Rådgivning i form af generel eksportrådgivning, finansiering, opstart af virksomhed i Irland, med mere
  • Udførende bistand i form af inddrivelse af kommercielle fordringer, udlejning af lokaler, fremskaffelse af publikationer, mv.

Hvis du vil vide mere om, hvordan vi kan hjælpe dig, er du velkommen til at kontakte den danske ambassade i Dublin på [email protected] eller +353 (0)1 475 6404.

 

Om Irland

Irland består af 26 counties, og hovedstaden Dublin er beliggende på østkysten ved Det Irske Hav. Irsk (gælisk) og engelsk er Irlands to officielle sprog, men engelsk er det mest udbredte. Irland er medlem af EU og deres valuta er euro. For mere information om Irlands økonomi, geografi, historie og politiske system se her samt økonomiske nøgletal.

Nordirland (Ulster) består af seks nordøstlige counties og er en del af Storbritannien. Den regionale hovedstad er Belfast, der også ligger på østkysten, ca. to timers kørsel nord for Dublin.

Lighederne mellem de britiske og irske markeder er mange, men der er også forskelle. Blandt andet har hvert land sin skatte- og selskabslovgivning samt forskellig EU-støtte. Dertil har landene hver deres valuta, idet Irland er medlem af eurozonen, hvorimod man i Nordirland anvender engelske pund.

 

kontakt

The Trade Council på ambassaden kan kontaktes dagligt mellem kl. 9:00-16:00 på telefon +353 1 475 6404 eller [email protected].

 

Møder kun efter forudgående aftale.