Brevstem i Irland til folketingsvalget
Tirsdag den 24. marts 2026 er der valg til Folketinget i Danmark. Vælgere, der opholder sig i udlandet, kan stemme på en dansk repræsentation. Læs med nedenfor for mere information om din valgret og mulighed for at stemme som udlandsdansker.
Tirsdag den 24. marts 2026 er der valg til Folketinget. Vælgere, der opholder sig i udlandet, kan stemme på en dansk repræsentation.
Alle, der på valgdagen opfylder følgende, har ret til at brevstemme til folketingsvalget:
- har dansk indfødsret (statsborgerskab)
- er fyldt 18 år
- har fast bopæl i riget (Danmark, Grønland eller Færøerne) og
- ikke er under værgemål med fuld fratagelse af den retlige handleevne (ikke er umyndig).
Personer, der har fast bopæl på Færøerne eller i Grønland, har henholdsvis valgret enten på Færøerne eller i Grønland, hvor der vælges i alt fire medlemmer til Folketinget.
Udlandsdanskeres valgret
Hvis du flytter fra Danmark, kan du som udgangspunkt ikke stemme til valg og folkeafstemninger i Danmark. Det kan du kun, hvis du søger om det, og hvis du kan anses for at have bevaret fast bopæl i Danmark i valglovens forstand. Se: Udlandsdanskeres valgret
Sådan brevstemmer du
Hvis du opholder dig i Irland og opfylder betingelserne, kan du brevstemme på ambassaden i Dublin eller på konsulatet i Limerick.
Husk at medbringe gyldig legitimation (pas, kørekort el.lign.).
På ambassaden i Dublin kan du uden forudgående aftale brevstemme mandag til torsdag kl. 9:00 – 15:30 og fredag kl. 9:00 – 15:00.
Stem før den 16. marts i Dublin og før den 12. marts i Limerick for at være sikker på, at din stemme til folketingsvalget når frem i tide!
Vi gør opmærksom på, at hvis du vælger at brevstemme senere, så kan vi ikke garantere, at din stemme kommer frem inden kl. 8 på valgdagen 24. marts 2026.
Læs mere om valg til Folketinget på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside: Folketingsvalg og på Borger.dk under: Brevstemme til folketingsvalg og folkeafstemninger