Spring til indhold

Landefakta

Du kan nedenfor danne dig et hurtigt overblik over det irske samfund og læse mere uddybende beskrivelser af forskellige aspekter ved Irland ved at klikke dig ind på emnerne under tabellen.

Geografi
Hovedstad Dublin (1,3 mio. indbyggere)
Areal 70.284 km2
Indbyggertal 4,9 mio. indbyggere (2019)
Befolkning Overvejende af keltisk oprindelse
Sprog Irsk (gælisk) og engelsk er landets to officielle sprog. Engelsk er dog mest udbredt.
Religion 78 % romersk-katolsk, 10 % ikke-religiøse, 4 % protestantisk
Økonomi
Valuta Euro
BNP pr. indbygger € 78.482  (2020)
Vækst i BNP 5,5 % (2019)
Arbejdsløshed 5,0 % (2019)
Regering
Statsoverhoved Præsident Michael D. Higgins
Regering Koalitationsregering bestående af det socialliberale Fianna Fáil, det kristen-konservative Fine Gael samt Det Grønne Parti.
Statsminister (Taoiseach) Micheál Martin (Fianna Fáil)
Information om Irland
Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Historie og geografi

Irland har en relativ ung befolkning, hvoraf ca. 33 % er under 25 år (EU gns. er på 28 %) og ca. 65 % er i den erhvervsaktive alder (15-64 år). De største byer er Dublin (ca. 1,2 mio. indbyggere – hvoraf ca. 500.000 i Dublin City), Cork (210.000 indbyggere), Limerick (knap 95.000), Galway (knap 80.000), og Waterford (ca. 53.000).

Hverdagssproget er engelsk, men irsk (en gren af gælisk) er ifølge forfatningen det officielle førstesprog. Irsk er obligatorisk i skolen, og ca. 1,7 mio. har et grundlæggende kendskab til sproget – det er dog kun omkring 1,8 % af befolkningen, som taler det dagligt. 78 % af befolkningen tilhører den romersk-katolske kirke. Kirkens indflydelse på det irske samfund er dog faldet betydeligt i de senere år.

De ældste spor af mennesker i Irland er ca. 8.000 år gamle. Siden har folkevandringer – af keltere, vikinger, normannere og briter – bidraget til at befolke øen. Normannernes ankomst i anden halvdel af det 12. århundrede indledte det britiske overherredømme i Irland, der kom til at vare ved de følgende 700-800 år. Irland opnåede, efter en toårig uafhængighedskrig fra 1919-21, endelig sin uafhængighed i 1922. Krigen resulterede i etableringen af den irske fristat ved den anglo-irske traktat i januar 1922. Traktaten medførte en deling af den irske ø i de 26 grevskaber, som i dag udgør republikken Irland, og de seks grevskaber i provinsen Ulster, der i dag udgør den britiske provins, Nordirland.

I midten af 1800-tallet blev Irland ramt af stor hungersnød, den såkaldte ’The Great Famine’. I årene 1845-1852 blev befolkningstallet (for hele øen) reduceret fra ca. otte mio. til fem mio., hvor cirka en mio. irere døde af sult og to mio. emigrerede til især Nordamerika og Storbritannien. Denne bølge af emigration er i varierende grad fortsat lige siden. Befolkningstallet i 1961 var således nede på historisk lave 2,8 mio. Det var først i 1990'erne, at Irland atter oplevede nettoindvandring. Siden 1996 er befolkningstallet steget fra 3,6 mio. til 4,6 mio. i 2015. I løbet af den økonomiske krise i 2008-2013 begyndte irerne igen at emigrere. De foretrukne destinationer er – ud over USA og Storbritannien - Australien, Canada og New Zealand. Denne tendens er dog vendt igen.

Økonomi

Irsk økonomi og -samfund har de seneste to årtier gennemgået en voldsom udvikling. Fra midten af 1990'erne og frem til 2007 har landet oplevet en vækstperiode, hvis omfang bedst kan sammenlignes med udviklingen i de boomende tigerøkonomier i Asien. Vækstperioden fik derfor tilnavnet 'Den Keltiske Tiger'. Da verdensøkonomien og boligboblen bristede i 2007, fik det alvorlige konsekvenser for den irske økonomi. I løbet af 2010 stod det klart, at den irske økonomi var på grænsen til kollaps og i november 2010 fik Irland en treårig lånepakke fra EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond på 85 mia. euro. Danmark har via bilaterale lån finansieret 0,4 mia. euro af låneaftalen. I forlængelse af lånepakken har den irske regering gennemført et hårdt genopretningsprogram, som blandt andet består af omfattende reformer i den offentlige sektor. Siden 2008 er der gennemført budgetforbedringer i Irland for mere end 31 mia. euro. I december 2013 trådte Irland formelt ud af låneprogrammet og genvandt herved sin økonomiske suverænitet. 

Økonomien er fortsat i bedring, og Irland har de seneste tre år oplevet den største vækst i eurozonen. Irland placerer sig således i gruppen af hurtigst voksende økonomier i Europa. Den irske vækst målt i BNP var i 2019 på 5,5 %.

Irland er blandt de mest globaliserede økonomier i verden, hvor eksport af varer og tjenesteydelser er afgørende for økonomien. Irland har et godt erhvervsklima, og en række multinationale selskaber såsom Google, Apple, LinkedIn og IBM har deres europæiske hovedkontorer i Dublin, hvor de fortsat udvider deres aktiviteter. Herudover har de 10 største farmaceutiske virksomheder i verden produktion i Irland. Et vedvarende lyspunkt i den irske økonomi er eksportsektoren, der har klaret sig godt efter finanskrisen. Samtidig er forbrugertilliden den højeste siden 2006, indtægter fra indkomstskatterne og moms er stigende og arbejdsløsheden faldende.

Der er gode kommercielle relationer mellem Irland og Danmark. Irland var Danmarks 25. største eksportmarked i 2018. Eksporten toppede i 2007, hvor irerne aftog danske varer for 8,5 mia. kroner. Tallet er sidenhen skrumpet i kølvandet på Irlands økonomiske afmatning. I 2018 eksporterede Danmark dog samlet set for 4,8 mia. kroner varer og tjenesteydelser til Irland. De vigtigste eksportvaregrupper i 2018 var vinddrevne elektriske generatorer og farmaceutiske produkter. Den danske import fra Irland beløb sig i 2018 til 6,1 mia. kroner. Danmark importerer primært farmaceutiske produkter samt tjenesteydelser fra Irland.

Det politiske system

Den irske forfatning er fra 1937, og Irland er en demokratisk styret republik. Landets officielle navn er ”Ireland” og ikke, som mange ellers tror, ”Republic of Ireland”. Landets irske navn er ”Eire”, men det bruges primært i forbindelse med officielle, irsk-sprogede arrangementer.

Landets formelle statsoverhoved er præsidenten, der vælges for en 7-årig periode ved direkte valg. Præsidenten kan genvælges én gang. Den irske præsident har beføjelser svarende til en konstitutionel monark, som vi kender det fra Danmark. Præsidenten spiller dog i nogle henseender en lidt større rolle i den politiske sfære. Ved det seneste irske præsidentvalg i oktober 2018 blev Labour-veteranen Michael D. Higgins genvalgt som Irlands 9. præsident for en anden periode. Higgins er professor i sociologi, digter og tidligere kulturminister.

Det irske parlament hedder Oireachtas og består af to kamre, hhv. Dáil Éireann, som er underhuset, der består af 158 folkevalgte medlemmer, og Seanad (senatet), der er overhuset, bestående af 60 medlemmer, som udpeges på forskellig vis.

Dáil Éireann er det mest magtfulde af de to kamre og den egentlige lovgivende magt i Irland. Medlemmerne vælges i 40 valgkredse gennem ’personaliseret forholdstalsvalg’, der på engelsk benævnes ’the single transferable vote’.

Seanad er alene et rådgivende organ og har ingen vetoret for så vidt angår lovgivning. Seanad kan dog udsætte lovforslag i op til 90 dage efter forslagets vedtagelse i Dáil Éireann og komme med ændringsforslag. Dáil Éireann er ikke forpligtet til at inddrage senatets anbefalinger. Taoiseach, den irske premierminister, udpeger 11 af senatets 60 medlemmer. Af de resterende medlemmer vælges 43 blandt repræsentanter for forskellige faglige og kulturelle interesseorganisationer, mens seks vælges af universiteterne. Senatet har længe været genstand for kritik i den irske offentlighed, idet mange mener, at det er et overflødigt og omkostningsfuldt organ. Men ved folkeafstemning den 4. oktober 2013 stemte et flertal af irerne imod et forslag fra regeringen om at nedlægge senatet (51,7 % stemte nej og 48,3 % stemte ja). Regeringen arbejder nu i stedet for at reformere senatet.

Den udøvende magt ligger hos regeringen, der i henhold til forfatningen maksimalt må bestå af 15 kabinetsministre med Taoiseach som regeringschef. Den irske statsform er baseret på positiv parlamentarisme, og regeringen skal derfor have flertal i parlamentet. Regeringsapparatet er stærkt centraliseret, og Irland styres derfor hovedsagligt fra Dublin. Den dømmende magt ligger hos de irske domstole, der er politisk uafhængige. Retssystemet er bygget op efter britisk forbillede (Common Law-systemet), hvor retsudviklingen i høj grad foregår hos domstolene.

Indenrigspolitik

Den 8. februar 2020 var der valg til Dáil Éireann (det irske underhus). Valget blev udskrevet før tid, da der var udsigt til, at en mistillidsafstemning mod den tidligere sundhedsminister, Simon Harris, fra Fine Gael ville blive gennemført. Den daværende regering – som bestod af en koalition mellem Fine Gael og en række uafhængige parlamentsmedlemmer – var i forvejen ustabil. Der var tale om en mindretalsregering – i et land som har tradition for flertalsregeringer – som samtidig var baseret på støtte fra Fianna Fáil. Fianna Fáil og Fine Gael har ellers traditionelt været politiske rivaler. En rivalisering som går helt tilbage til tiden fra den irske borgerkrig i 1920’erne, hvor partierne var stridende parter. Partierne har, trods enighed på mange politikområder, aldrig dannet regering sammen.

Ved valget i 2020 blev det nationalistiske og venstreorienterede parti Sinn Fein hurtigt udråbt som valgets vinder. Partiet oplevede da også en fremgang på 15 mandater. Partiet – som har historiske forbindelser til det paramilitære IRA – har ellers tidligere levet en tilbagetrukken rolle i irsk politik. Partiets leder Mary Lou McDonald havde imidlertid held med at italesætte andre (socialpolitiske)problemstillinger end partiets traditionelle mærkesag – en genforening af Irland. Det siddende regeringsparti Fine Gael blev derimod udråbt som valgets taber. Den daværende Taoisearch kapitaliserede dermed ikke på sin håndtering af Brexit-spørgsmålet. Nogen klar arvtager af regeringsmagten kunne dog ikke findes. Fine Gael, Fianna Fáil og Sinn Fein fik hver mellem 35 og 38 mandater – og mindst to af partierne var derfor nødsaget til at gå i koalition med hinanden. De efterfølgende regeringsforhandlinger blev imidlertid hurtigt kompliceret af, at de tre partier nærmest kategorisk afviste af gå i regering sammen. Sinn Fein mislykkede indledningsvist med at samle en koalition bestående af dem og en række af de øvrige, mindre venstrefløjspartier.

Forhandlingerne om at danne en ny regering blev sat på stand-by, da coronavirussen kom til Irland. Irland registrerede sit første tilfælde af coronavirus/COVID-19 den 29. februar. Den 24. marts blev landet lukket ned.

Helt uden fortilfælde begyndte de to centrum-højrepartier, Fine Gael og Fianna Fáil, at afsøge mulighederne for et regeringssamarbejde. Partierne lykkedes med at blive enige om et forståelsespapir. De to partier var imidlertid ikke i besiddelse af nok mandater til at kunne danne regering alene – og det var derfor nødvendigt at inddrage et tredje parti. Opmærksomheden blev hurtigt rettet mod Det Grønne Parti. De tre partier indledte herefter forhandlinger om at danne en regering. Efter omfattende forhandlinger blev partiet enige om et regeringsgrundlag – og den 26. juni blev regeringsgrundlaget godkendt at medlemmerne fra de tre partier. Den efterfølgende dag – den 27. juni – blev leder af Fianna Faíl, Micheál Martin valgt som Taoisearch (irsk premierminister). Micheál Martin vil forblive Taoisearch indtil december 2022, hvor lederen af Fine Gael vil overtage posten.

Udfordringerne for den nye regering er til at føle på. Brexit-spørgsmålet hænger stadig som en sort sky over irsk politik og –økonomi. Som Irlands største handelspartner, vil det få store konsekvenser, hvis det ikke lykkedes EU og Storbritannien at indgå en frihandelsaftale. Den nye regering skal desuden også håndtere det igangværende udbrud af coronavirus/COVID-19 i landet, samt den efterfølgende økonomiske genopretning af landet. Det afvises imidlertid, at den økonomiske genopretning skal ske gennem en nedskæringspolitik, som landet gennemlevede i kølvandet på finanskrisen. I stedet ligger regeringsprogrammet op til massive investeringer i infrastrukturen og den grønne omstilling.

 

Udenrigspolitik

Simon Coveney fra Fine Gael blev den 27. juni genudnævnt som Irlands udenrigs- og forsvarsminister.

Irland blev sammen med Danmark og UK medlem af EF i 1973. Medlemskabet har haft stor indflydelse på udviklingen af det irske samfund, bl.a. på grund af finansielle tilskud fra EU’s strukturfonde og landbrugsstøtten, samt EU's rolle i fredsprocessen mellem Irland og Nordirland, hvor EU har fremmet både økonomisk og politisk integration. Gentagne EURO-barometer-undersøgelser viser, at et betydeligt flertal af irerne overordnet set mener, at EU-medlemskabet er gavnligt for Irland. Bl.a. viste afstemningen om Finanspagten i maj 2012 en komfortabel sejr til ja-siden (60,4 %). Irland har dog en række forbehold i EU, herunder et retsforbehold, der i modsætning til Danmarks retsforbehold er en tilvalgsordning. På grund af Irlands (eneste) landegrænse med Storbritannien, deltager Irland ikke i Schengen-aftalen, men indgår i stedet i Common Travel Area (CTA) med UK.

Irlands vigtigste udenrigspolitiske udfordring i øjeblikket er Brexit. Irland er formentlig det EU-land, der vil opleve de væsentligste konsekvenser af Brexit på grund af de meget tætte bånd til UK både økonomisk, handelsmæssigt og politisk.

For Irland gør en række særlige forhold sig gældende qua landets historiske tilhørsforhold til UK: 1) Nordirland og fredsprocessen, 2) grænsespørgsmålet, 3) det fælles rejseområde (CTA) og 4) økonomi og handel.

Langfredagsaftalen (også kendt som Belfastaftalen) af 1998 mellem UK og Irland genindførte lokalt selvstyre i Nordirland og er fortsat grundlaget for fredsprocessen. Langfredagsaftalen endte den langvarige konflikt i Nordirland fra 1668-1998 (også kendt som The Troubles). Aftalen placerer Nordirlands forfatningsmæssige status i hænderne på borgerne og et flertal vil gennem en folkeafstemning kunne beslutte, at Nordirland skal tilslutte sig et forenet Irland (kendt som Border Poll). Borgere født i Nordirland kan identificere sig som irske, britiske eller begge dele, hvorfor næsten alle 1,8 mio. indbyggere har ret til irsk-statsborgerskab, og dermed EU-statsborgerskab, uanset Brexit. Den irske regering vil arbejde for, at de nordirer, der identificerer sig som irske statsborgere, bosat i Nordirland ikke mister deres nuværende rettigheder som EU-borgere.

Langfredagsaftalen i sig selv regulerer ikke grænsespørgsmålet mellem Nordirland og Irland, men fredsprocessen og UK og Irlands EU-medlemsskab har muliggjort en åben grænse efter en lang årrække med uro og en bevogtet grænse. Fjernelse af den fysiske grænse har medført en stigende udvikling af kommercielle, politiske og sociale relationer på tværs af øen og bidraget til de gradvist forbedrede økonomiske forhold. Det har også haft en positiv psykologisk betydning for fredsprocessen og de nordirere, der føler et stærkt tilhørsforhold til resten af Irland. Bibeholdelsen af en åben grænse og et fortsat nord/syd samarbejde er selvsagt vigtigt for Irland, når UKs udtrædelse af EU bliver en realitet i 2019.

Det fælles rejseområde (Common Travel Area - CTA) har eksisteret mellem Nordirland og Irland siden grundlæggelsen af den irske fristat i 1922. CTA muliggør fri bevægelighed for mennesker over øerne, men giver også britiske og irske statsborgere gensidige rettigheder til ophold, arbejde, uddannelse, offentlige ydelser og stemmeret til visse valg. Irske og britiske borgere er derfor rettighedsmæssigt ligestillede på en lang række områder. Mange af disse rettigheder er siden blevet en del af EU-retten. CTA anses som et særlig vigtigt element i forhold til understøttelsen af fredsprocessen i Nordirland, idet det fremmer de mellemfolkelige forbindelser mellem nord og syd. En indskrænkning af CTA, som følge af Brexit, frygtes at få en destabiliserende indvirkning.

Samtidig frygter man fra irsk side, at centrale sektorer i den irske økonomi bliver kraftigt påvirket af Brexit. Beregninger viser, at i tilfælde af en hård Brexit uden en frihandelsaftale med EU vil Irland efter 10 år kunne opleve et årligt fald i BNP tab på 3,8 pct., hvilket er mere end tre gange så meget som estimaterne er for Danmark. Dog har man siden valgets udfald arbejdet på løsninger.

Irland har fastholdt militær neutralitet siden 1939, og er således ikke medlem af NATO, men har i mange år deltaget i fredsbevarende FN-missioner. Det er generelt kendetegnende for Irland, at FN-samarbejdet prioriteres højt. Den første januar 2021 indtager Irland sit sæde i FN’s sikkerhedsråd for en toårig periode. Desuden tillægges landets rolle på den udviklingspolitiske scene stor vægt. Her fokusereres der især på fattigdomsbekæmpelse, bekæmpelse af HIV/AIDS samt ligestillingsspørgsmål.

Irlands udviklingsbistand har på grund af den økonomiske krise været faldende og er siden 2008, hvor udviklingsbistanden var på sit højeste (0,59% af BNI) blevet skåret med 30%, således at den i 2016 udgjorde alene 0,36% af BNI. Den irske regerings erklærede mål er dog at nå op på 0,7 % af BNI på linje med FN's målsætning for udviklingsbistanden. Ca. 42 % af Irlands udviklingsbistand går til landene i Afrika. Irland har spillet en særlig rolle som co-facilitator for de mellemstatslige forhandlinger i New York om udviklingsdagsordenen post-2015, der har ledt frem til vedtagelse af det nye sæt udviklings- og bæredygtighedsmål.

 

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind